Inspiration er mange ting

Sådan begyndte det:

Jeg voksede som sagt op med manga og videospil, såsom DragonBall, Naruto og The Legend of Zelda, og ønskede derfor noget så inderligt at skabe mit eget en dag. Jeg var dog desværre aldrig rigtig en haj til at tegne (måske havde jeg bare ikke tålmodigheden til at lære det?) og kodning kunne jeg heller ikke. Skrivning havde jeg derimod altid været skrap til, og med mit hurtigt og evigt udvidende ordforråd, satte jeg mig derfor for at bringe mine verdener til live gennem skrift i stedet. Men hvad skulle udgangspunktet være? Hvad var mine base? I lang tid skrev jeg kun noveller som handlede om hvad end der lige faldt mig ind den dag, men i 2010 lånte en ven mig så et mindre kendt nyligt udgivet spil, ved navn 'Alan Wake', fordi han, som han sagde, mente at jeg ville kunne lide det. "Psykologisk Action Thriller" stod der som en tagline på forsiden, med silhuetten af en mand der stod midt i en mørk og dyster skov og belyste den nærliggende sø med sin lommelygte.

Jeg var i forvejen fan af dystre spil efter 'Alone in the Dark' og 'Resident Evil', så jeg var straks solgt på premisset. I spillet styrede du så den titulære unge mand og forfatter Alan, der kun bevæbnet med en pistol og en lommelygte, skal begive sig igennem de dunkle skove i et bjergområde nord for Washington, i søgen efter sin forsvundne kone, og hele premisset går så ud på, at mørkets kræfter er efter ham og kun kan uskadeliggøres vha lys, altimens han bliver ved med at finde løse sider fra et uafsluttet manuskript han ikke erindrer at have skrevet, hvilke varsler om hvad der vil befalde ham rundt om det næste hjørne. Ikke alene fangede historien og atmosfæren mig straks, men ej heller havde jeg nogensinde oplevet videospil som et narrativt medium på denne måde før. Hvordan Alan ofte tænkte højt når noget bemærkelsesværdigt skete, og hvordan de sider du fandt blev læst op i hans beroligende men samtidigt ildevarslende stemme.

Men nu tænker du måske, "Jamen Alex, det spil udkom i 2010, din første bog kom i 2019, hvad lavede du i al den tid?". For at være ærlig, jeg blev ved med at holde mig til noveller, indtil en dag jeg hørte en sang fra spillet Sonic Forces kaldte "Fading World". Musik har nemlig også altid været en stærk inspirationskilde for mig. Jeg ser ikke musikvideoerne hvis jeg kan undgå det, da jeg heller lytter til musikken og skaber mine egne billeder, og da jeg hørte verset "...the sun is falling in the sky beyond, and light is fading from our world, now's the time of reckoning, the final battle has begun" faldt de sidste brikker på plads! "Lys der forsvinder fra vores verden?" tænkte jeg hvormed mine tanker straks faldt tilbage på Alan Wake. Jeg forestillede mig så i anime billeder en historie hvor Alan var teenager/ung, og hvor han i stedet for en lommelygte havde lysets kræfter "indbygget" i sig. Derudover, startede Alan Wake med drømmen om et fyrtårn, og derved opstod idéen om Lysets Hjerte, som unge Malik får tildelt af fyrpasseren i et gammelt fyrtårn. Grundstenen var lagt, så nu var det bare at finde på resten af eventyret. Mit udgangspunkt var at ingen idé var før skør eller langt ude, men stadig skulle give mening indenfor det univers og den verden jeg prøvede at fortælle, og hey, jo mere fantasifuld, farverig og varieret jeg kunne gøre min drømmeverden, jo bedre! 

Derefter, kom det hele egentlig bare til mig mens jeg skrev, og mange af de ting jeg fandt på, var idéer jeg lånte fra film og serier jeg selv var vokset op med, som jeg så gav mit eget personlige præg. Især de mange kampscener lånte stor inspiration fra Shounen Manga som Naruto og DragonBall, hvilket jeg synes at jeg fint formåede at udtrykke via mit levende skrivesprog, til trods for, at almindelige bøger ikke er et visuelt medie. En skurk skulle jeg selvfølgelig også have, og da jeg synes at magtfulde kvinder i skurkerollen er noget vi ikke ser så ofte, faldt valget hurtigt herpå. Jeg havde nu en start, en slutning, og en klar idé om, hvor jeg var på vej hen, og da spil og manga som sagt, foruden musik, var mine største inspirationskilder, kom historien hurtigt til at bære præg af dette, med karakterer der lærer nye teknikker eller opgraderede udgaver af gamle efterhånden som de bliver stærkere, og mcguffins (såsom et magisk spejl) der er splittet i flere dele for heltene at tage ud og finde, hvilket gav mig en undskyldning til at sende dem ud på endnu flere farefulde eventyr.

Der vil nogen måske også sige, at 'Fyrtårn' føles som et videospil i tekst format, og hvis dette er tilfældet, kan jeg kun sige, at jeg har gjort mit arbejde ;-)

God læselyst!